Projekt “Tegn og mal din kommune: Ringkøbing-Skjern”

Projektet er støttet af de såkaldte LAG-midler under Ringkøbing-Skjern Kommune, under “den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Europa investerer i landdistrikterne”.

Projektets idé og formål

AS Visuals er ejet af en ung iværksætterkvinde, som er født og opvokset i Ringkøbing-Skjern Kommune og har startet egen virksomhed, placeret på Innovest i Skjern. AS Visuals beskæftiger sig med grafisk design og illustrationer. I projektet “Tegn og mal din kommune: Ringkøbing-Skjern” vil AS Visuals udvikle og producere to lokalt forankrede malebøger, en for børn og en “stress af”-malebog for voksne, som hver indeholder ca. 40 illustrationer samt historier på 3 sprog (dansk-tysk-engelsk) af mindst 30 seværdigheder fra hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Malebøgerne skal indgå i forskellige kulturelle og turisme aktiviteter på besøgsstederne i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Ringkøbing Fjord Turisme i hele projektperioden, samt efter afsluttet projekt.

Hovedformålet med projektet er at præsentere og promovere Ringkøbing-Skjern Kommunes seværdigheder på en ny og anderledes måde for besøgende og lokale. Projektet ønsker at give de besøgende i Naturens Rige en ny vinkel og relation til området ved at udvikle en stedbunden kulturel fortælling kombineret med et flot kreativt design. Det kan bidrage til en ny og anderledes markedsføring af kommunens seværdigheder og skabe nysgerrighed hos gæsterne for yderligere udforskning af Naturen Rige og på den måde også give en større omsætning til kommunens lokale virksomheder.

Ikke mindst vil det være med til at brande AS Visuals’ kunstneriske ressourcer, samt skabe og videreudvikle eget nicheområde til gavn for hele lokalområdet. Projektet vil medvirke til en bevarelse og videregivelse af den lokale kulturarv med børn som kulturambassadører.

Malebøgerne vil kunne købes på mange af de forskellige besøgssteder/seværdigheder samt andre lokale forretninger. Malebogen kan bruges alene men kan også være en social aktivitet som vil give mere kvalitetstid og trivsel. Brugeren vil få muligheder for fordybelse i områdets kulturhistorie og oplevelser gennem de stedbundne historier samt afslapning, kreativitet, innovation og fællesskab.

Projektet kører fra 1. februar 2019 til 1. februar 2020.

 

Projektets aktiviteter

Efter aftale med besøgsstederne organiserer AS Visuals tegneworkshops for børn og voksne, hvor både børn og voksne, lokale som turister kan deltage i ved at betale entré på stedet. Der kan både males og vindes en præmie, og malebøgerne, som blev udviklet under projektet kan købes på disse steder.

Der oprettes en Facebook-gruppe, hvor man kan uploade tegninger, og hvor man kan kommentere andres tegninger. 

Aktiviteterne strækker sig fra 1. juli til 1. december 2019.

 

For flere oplysninger om projektet, kontakt projektkoordinator: Christiane Bech, +45 61 66 28 09, mail: cb@as-visuals.dk.

For at komme i kontakt med kunstneren, kontakt Anne-Sophie Bech, + 45 61 70 43 57, mail: asb@as-visuals.dk.

LAG
Colour Your Holiday - malebøger